Bum bum, så er der gået små tre uger og vi er kommet i gang med at arbejde. Jeg er i praktik på Fransiscan childrens home, et børnehjem for børn i alderen 3-18 år. De er der fordi de ikke har mere familie tilbage eller fordi den familie de har tilbage ikke har råd til at forsøge dem. Vi er fire piger der er i praktik her derfor er vi delt op to og to, et hold om formiddagen og et om eftermiddagen. selvfølgelig er det ikke som man havde forestillet sig, det er meget sværere, men det er samtidig en fed udfordring.Vi har tegnet og malet med vandfarver og allerede har vi fået tegninger og valentinskort med hjem. Faktisk elsker de os, skriver de, men de er bare så glade for at der kommer nogen der gider lave noget med dem. Vi underviser nogle af de ældste børn som ikke gider gå i skole. Det er super spændende fordi de viser interesse for gerne at vil lære at skrive, regne og snakke engelsk og så føler man at man gør en forskel. Pædagogik er der ikke meget af hernede og de ved ikke hvad en pædagog er og egentlig er de ligeglade med e pædagogs betydning bare vi kan lære børnene noget. Børnene bliver opdraget til ikke at græde, i så fald at de alligevel græder for de en filippinsk opsang om at man ikke skal græde, for det er der ingen grund til. Børnene er rigtig glade for os og de giver de bedste krammere. De fleste af børnene taler ikke engelsk så det kræver sin mand at få kommunikeret på anden vis.
De sidste par uger er gået med at lære kulturen bedre at kende, men der er stadig lang vej fra turistfasen til at man føler man forstår deres kultur. Jeg har stadig meget svært ved at accepetere deres enorme tålmodighed og tingene til sin tid. I en bus eller jeepnee sidder man som sild i en tønde og de bliver ved med at tage passagere med ind uanset hvor tæt vi sidder og hvor mange der står op. Samtidig med de kører som gale og dytter konstant. Og så elsker alle os hvis bare vi smiler.
Hernede er det faktisk mere høfligt at man kommer for sent til et socialt arrangement end hvis man kommer til tiden.
Vi har haft vores første fest, introfest som blev holdt på grillen og chillen. Vi mødte de andre danskere der er hernede og fik filippinsk mad.Riskagerne som der er billed af, havde mama(fra chillen og grillen) brugt 17timer på at lave til os.
Prøvedykket gik ikke som håbet, det var ikke en oplevelse jeg havde lyst til at fører videre til selve certifikatet, derfor holder jeg mig til at snokle, hvilket også skulle være helt fantastisk hernede og der skulle være rig mulighed for at se skilpadder mm. Vi har været rundt og se en af de populære guitarfabrikker, hvor vi kunne se dem snitte helt fra bunden af og så til det færdige resultat. vi har været på Mactan og spise Lapu Lapu som er den mest populære fisk på Filippinerne, det var lækkert. Vi har været på en strand oppe nord på, hvilket var en meget spøjs oplevese i bus, har aldrig gjort korsets tegn så mange gange på to timer, og så spiller de højere musik i bussen end noget diskotek gør. Vi ankom helskinnet til Alegre resort som ligger langs Cebus kyst tilhørende byen Sogod, det var så luksus. Rigtig lækkert vi nød det i fulde drag og er for alvor ved at få farve på kroppen.
