14 dage tilbage i det filippinske

Så er det vist tid til et lille blogindlæg, selvom jeg har en mistanke om at det kun er min kære svigermor der læser min blogupdates:) Dette bliver nok også det sidste da der nu kun er 14 dage tilbage før jeg rejser hjem til Danmark igen.

Siden sidst er der sket lidt. vi har sendt Birgitte hjem til Danmark og det var virkelig mærkeligt. Vi har boet sammen i fire måneder og kommet til at kende hinanden utrolig godt og pludselig er tiden gået og en epoke er slut. Det er vildt. Siden har vi fået nye roomies, Sune og Søren, der har overtaget hendes værelse indtil Lærke og Claus rejser og Trine og jeg flytter ned i lejligheden nedenunder på lørdag. Det er nu også meget hyggeligt, lejligheden lugter lidt anderledes og der er også tydelig tegn efter dem på toilettet, men fred vær med det:) ps. så vasker de faktisk oftere tøj end Birgitte gjorde:)

Vi har også sagt farvel til pigerne på Cebu hope center, de var ikke helt tilfredse med at vi kom her og havde lavet så meget sjovt og hyggeligt med dem i to måneder og at vi så bare forlader dem igen. Det kan man måske godt forstå når man ved hvordan deres hverdag ser ud når vi ikke er der til at sætte noet i gang eller bare sidde og hyggesnakke. Men afsked skulle der tages fordi pigerne skal starte i skole og vil derfor ikke være hjemme før til aften hver dag hvor de vil skulle ordne forskellige huslige pligter. Det var ikke den store tårevæddet afsked fra min side, vi var der kun i kort tid og der er mange piger så nåede ikke at knytte mig så meget til nogen af dem. det skal dog tilføjes at jeg altid vil huske dem, specielt Frances. :)

Så bestemte jeg mig for at tage til Manila for at tage til Banaue op og vandre i risterrasserne sammen med tre andre piger, hvoraf de to af dem er Vanessa og Anne som jeg arbejdede sammen med på Cebu hope og deres veninde Michelle. Havde egentlig indstillet mig på at jeg ikke ville komme derop og hellere måtte spare lidt penge, men da chancen bød sig kunne jeg ikke lade være og alle der har været der vil kunne forstå hvorfor. Det er SÅ FLOT. Vi havde en rigtig sjov og flot tur, også hård med busturer på 9-12 timer og en vandretur der tog luften fra os, men hold op hvor var det bare et helt specielt syn at se alle de risterrasser, bade i varme kilder og vandfald. Se de hårdarbejdende filippinerne kravle rundt og lue ud i deres små rismarker med deres stråhatte på. Selve Manila opholdt vi os også i et par dage og det var vi ikke videre imponeret af, vi glædede os i hvert fald til at komme tilbage til Cebu. Vi spiste den lækreste frokost buffet og egentlig og morgenbuffet:), på Manila Hotel som er et ud tre af Asiens største og mest hisktoriske holteller så det siger jo ikke så lidt:) Vi shoppede og opholdt lidt kulturelle veda t besøge china town, den kinesiske kirkegård, Rizal park og Intramuros som er en by omringet af murer spanierne byggede i deres besættelse af Filippinerne. Alt sammen vældig interessant og sjove oplevelser, men SM Asien Mall fangede os lidt mere så der tog vi en eftermiddag til inden vi skulle videre:)

Nu sidder jeg så her og det er mandag d.8juni og jeg rejser præcis om 14 dage. På lørdag skal jeg pakke min kuffert da vi som sagt skal flytte ned i lejligheden nedenunder for de sidste dage. det er vildt og det mærkeligt, men lige nu er det følelsen og glæden til at komme hjem der fylder mest og den fylder rigtig meget. 4½ måned er fløjet afsted og nu står man her og hele ens hverdag her i Cebu er snart et overstået kapitel. Der venter en afsked med forskellige medstuderende inden det bliver vores egen tur, en afskedsfest og den sidste massage,den sidste dag i vores lejlighed og den sidste nat på det værelse der har været mit i snart 5 måneder som jeg har delt med den skønneste skolekammi som undervejs er blevet til en veninde:), den sidste is og det sidste måltid mad på en af de dejlige resturanter på Terrasces ved Ayala, den sidste dag i fitness, den sidste tur i taxa og heldigvis den sidste tur i jeepney:) sidst men ikke mindst kommer den sidste dag på Franciscan, som uden tvivl bliver et vemodigt farvel og tårerne vil få frit løb, de børn er de dejligste børn, også selvom de til tider er en pain in the ass og der har været dage hvor man ikke har gidet at skulle derud, det bliver heldigvis overskygget af alt det sjove og dejlige vi har lavet sammen med dem, alle de dejlige kram og de utrolige livsglade grin vi bliver mødt af når den store grønne låge åbnes til et morning Arte Christina and morning Arte Trine. Der er ting på børnehjemmet vi har lært at leve med, men der er også ting som vi stadig synes er hårdt at være vidne til og som helt sikkert vil give os en klump i halsen når vi sidder i Danmark og tænker på vores små dejlige børn nede på Filippinerne. Heldigvis er der mange flere studerende der er klar til at tage herned efter sommerferien og så må de se om de kan gøre os kunsten efter:)

Jeg gør mig alle mulige forstillinger om hvordan det bliver at komme hjem til Danmark og specielt en forstilling om hvordan det bliver at se verdens dejligste kæreste stå i Aalborg lufthavn tirsdag d22 juni kl.16.05. :) Jeg glæder glæder glæder mig til at se min loverboy, den skønneste familie, min mor og far, mormor og bedste venner og veninder,store og små, hunde og kat, til en dejlig dansk sommer med lange tempereret grillaftener, ærter og jordbær.:)

ps. så har jeg hørt noget om en ridetur i vandkanten ved stranden:)

p.p.s. så gør det jo heller ikke noget at jeg snart har fødselsdag:)

Glæder mig til at vi ses.

Krammer fra Christina

Nu kommer flyttebilen hjem kære hjem, nu er det snart..

Så er det blevet fredag og der er ca kun 5 uger til jeg lander i DK, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg er ved at være godt klar til at forlade Filippinerne og komme hjem igen. Egentlig skulle jeg først være landet i DK d8juli, men pga de voldsomme uroligheder der stadig er i Thailand har jeg ikke lyst til at tage ferie derovre. Det var egentlig ikke til så stor skuffelse for mig da jeg læste at udenrigsministeriet og en kontakt der er bosat på Thailand fraråder alt unødvendig indrejse i Thailand, for jeg vil meget gerne snart hjem. Specielt efter min sidste ferie sammen med Trine og Signe tog savnet til. Nu er Trine, jeg bor sammen med, og jeg i gang med at få nye hjemrejsebilletter som kommer til at ligge omkring d.19-20 juni. Det er nemt at overskue og der er et par opgaver der skal laves færdige, de sidste mål og indkøb skal fortages så er ikke i tvivl om at jeg bliver omfavnet af Kasper i lufthavnen hurtigere end jeg kan nå at sige gihigugmakita( betyder jeg elsker dig på filippisk:))

Siden jeg sidst har skrevet på bloggen er der sket lidt i praktikken. Vi har afholdt de olympiske lege på cebu hope. Vi har spillet bowling, volley, høvdingebold, dåsekast, sækkeløb og kartoffelstafet. Dagen hvor vi var på stranden fik vi afviklet dicipliner som længdespring, flipflapkast og en enkelt stafet. om torsdagen fandt vi vinderen som fik overrakt en fin lille globus så de altid kan finde Danmark. Det var en super sjov uge, og alle mand nød det især turen til stranden da det sker meget sjældent for dem. Pigerne var i vandet fra vi kom til vi skulle hjem, Frances blev båret ud i vandet af den unge pedel som svømmede rundt med ham så også han kunne mærke hvor dejligt vandet er. Viola, hvis ene fod vender helt forkert og intet sprog har begav sig selv ud på rejsen fra strandbredden og ud i vandet. Frances og Viola er så glade for livet og det at se dem blive helt høje over at komme ud i vandet og måske få en følelse af frihed, var en fornøjelse at være vidne til faktisk blev jeg helt rørt til tårer. Frances blev som spæd efterladt på trappen udenfor Cebu Hope Center, der dengang han var lille var et drengehjem, han er lam i hele kroppen kun arme og de krøblede fingre kan han ved egen hjælp bevæge. Han siger ja til alt hvad du spørger ham om på engelsk. I dag er han i en alder af 33år og har altid boet på hjemmet. han er mit lille idol og vi får os altid en lille snak om armbåndsurer, det går han meget op i så jeg var rent hit den dag jeg også bar et på armen.:) han er så glad. Viola er et sted sidst i trediverne og har også altid været på hjemmet, hun blev misbrugt af sin far, alt hendes familie er oppe blandt stjernerne. Hun har intet sprog, den ene hånd og ene fod er ude af normal funktion og hun vil ikke kunne klare sig selv på den anden side af lågen. Hun synes vist vi er nolge værre tossehoveder når vi sætter forskellige altiviteter igang:)

Her på Tancor har der været et par fødselsdage som vi har fejret med hygge og brunch, boller og chokoladekage. Jeg har været med Lærke ude på hendes praktikplads og hjælpe med at rage alt det gamle ned så "tømrene" kunne komme i gang med at ligge gulv, male osv. Det er blevet så fint og ungerne stod næsten for alt oprydningen selv. Stedet kalder vi for lossepladsen da lossepladsen ligger lige over for daycarecenteret. Derude bor folk i skrald, lever af skrald og ligner skrald. Det er noget helt andet end de steder jeg selv er i praktik. For første gang så jeg børn med afrikanermaver. Børnene render nøgne rundt og er lige så sorte som olie. De tisser mm., lige hvor de står og går. De er så dejlige børn og man bliver endnu engang mødt af lysten til at redde dem alle sammen. men de fik en masse kram og jeg læste en lille historie for nogle af dem trods det de ikke forstår engelsk, inden jeg dragede hjem til min lille luksuslejlighed på tancor for at tage mig et bad, tænde aircon og spise frokost!

Så blev det d28april og jeg skulle hente Trine og Signe i lufthavnen. Åh det var så dejligt at se de to hvide muslinger rende forvirret rundt i lufthavnen. :) Der var lagt op til tøseferie, så det var skønt. Vi boede på luksushotel de to første dage, med pool og verden lækreste morgenmad. vi boede lige bag Ayala så der gik ikke mange timer efter deres ankomst før vi gik rundt og shoppede. Hyggede med god mad, massage, foodspa, pedicure og manicure. Pigerne havde en masse tøj og bamser med hjemmefra som vi fredag tog ud og afleverede på børnehjemmet. Børnene var vilde, de fik opmærksomhed og ovenikøbet gaver. Jeg viste trine og signe rundt på hjemmet og selvom jeg har været der i snart 4 måneder bliver jeg lige forskrækket over forholdene hver gang. Det gjorde Trine og Signe også og de havde lyst til at tage børnene med sig hjem. vi tog videre på carbonmarked hvor niveauet for luksus kun blev lavere end det vi kom fra. men vi hyggede os med at gå rundt og prutte om prisen. Signe gik all in på det marked og købte 10 par sko til den nette sum af ca 100 danske kroner. så kan man da heller ikke lade være:)

Fredag dragede vi på den første ø tur, til Malapascua hvor vi skulle over og nyde solen, den dejlige strand og på en snokletur tæt ved Malapascua. Turen derop tog 3 timer i bil og en ½ time i båd, Jun Jun som er blevet vores faste langtidschauffør hernede, kørte også med os denne gang, for 1500pesos hvilket svare til ca 160 d.kr. stilheden på øen gjorde at vi hurtigt fandt det lidt for kedeligt, så vi valgte at tage hjem næste dag når vi havde været ude og snokle. snokleturen var heller ikke noget at råbe hurra for, men sejlturen ud til øen var jo helt fantastisk, ud over den megen sol vi fik så vi delfiner der sprang op og ned og senere hilste vi på en havskilpadde der plaskede ved overfladen i vores sejlrute. Svedige, trætte, solbrændte og sultne kørte vi tilbage til Cebu. vi endte med at tage til 1maj fest sammen med nogle af de andre studerende, hvilket udviklede sig til noget af en karaoke night, super sjovt. Måske bare ikke dagen efter hvor vi skulle ud på lossepladsen og se det færdig resultat af ombyggeriet. ;)
Så dragede vi til Bohol hvor jeg efterhånden har været en del gange, men øen er bare dejlig. Her lavede vi alt det man skal på Bohol og mere til. Vi så delfiner, snoklede med de flotteste fisk, besøgte de små aber og så den fede store slange. Vi fik massage på stranden og hyggede os med regular cola og frisk mango juice som efterhånden var blevet vores sædvanlige must til hvert måltid. Signe var på første dagen blevet solbrændt trods faktor 30 og solbadning som kun foregik i skyggen! Trine gik til den de sidste dage så hun kunne få en masse farve med hjem. På bohol fik vi, den sidste dag vi var der, den strandfest vi længe havde ventet på. Der var livemusik hvilket var vores kald, specielt Trines kald:), vi sad der hele aften og til sidst sad vi sammen med tre fra australien, en fra finland, ejeren af baren samt livebandet og sang og spillede hele natten. Det var den ideelle afslutning på en rigtig god ø-ferie på Bohol. Efter to timers søvn skulle vi med færgen hjem til cebu igen, tror næppe vores ånde var til glæde for de andre der var om bord den formiddag:) De sidse to dage boede vi i min lejlighed sammen med Birgitte da de tre andre var ude og rejse sammen med deres besøgende. Vi nød poolen, shoppede i SM bagefter Carbon marked og sluttede af med Ayala, som er klart favorit. Da vi ikke kunne bærer flere poser med sko, tøj eller gaver sluttede vi fredagen af med pedicure og foodspa med manicure og aftensmad på den australske igen igen igen. Lørdag morgen var den triste dag hvor pigerne synes de kunne få sig til at forlade mig:)

Back til hverdag igen efter en super dejlig ferie med en masse fede minder:). Ind og træne, handle ind til aftensmad og hygge på sofaen med en film sammen med Birgitte. Mandag havde jeg fri fra arbejde fordi der var valg og hernede er det åbenbart en halv helligdag.
Dagene på Cebu Hope er gået med at male billeder og tegne hinanden. næste uge skal vi hygge med film vi har valgt så vi undgår de dårlige japanske film som de ser:) Onsdag skal vi være aktive og spille noget bold, torsdag håber vi på at få dem med i biografen og spise på den græske for nogen af alle de penge som nogen af jer har sat ind på vores lille foundation. Dejligt. Vi er færdige på cebu hope om 2 uger, for så begynder pigerne i skole igen. hvis der er penge til overs bruge vi dem på bl.a. bøger til dem, de elsker at læse bøger og mange af dem går altid rundt med en bog under armen. deres bøger er meget gamle og vi synes de trænger til lidt nyt og godt.

Filippinerne er land for sig selv, alting foregår i deres tempo og som de lige har lyst til. I supermarkederne er der intet transportbånd og det er ikke alting der lige kan bippes ind så det skal trykkes ind via stregkoden, tingene bliver pakket i poser for dig, der bliver bundet en knude på posen og bonnen skal klipses fast inden du må gå. I butikkerne står der ca fire ved kassen, en der tager i mod vare, en der ligger det sammen, en der tager i mod betaling og en fjerde der putter edt i pose, arg men det er til at blive skør af. en taxa chauffør siger ja når vi siger hvor vi gerne vil hen til trods for at han ikke ved hvor det ligger og vi dermed ender på en kirkegård! der er vagter overalt, de vil tjekke din taske fint nok, men hvad så med at tjekke den ordentlig i stedet for kun at se hvad der ligger øverst i taske. hvis jeg siger jeg skal i fitness får jeg som regl lov at gå ind uden at de skal tjekke min taske. Hjælpsomhed og venlighed er der masser af. næsten for meget. here you go mam, thanks for shopping mam, come again mam, nice to see you mam - dette er talen man får i en butik.:)

Den sidste tid skal gå med at få shoppet det sidste, køber gaver til alle jer der fortjener det:) tage afsked med folk der ligeså stille begynder at rejse herfra om en uge. Se om økonomien holder til et sidste besøg på en ø eller to. Sidst men ikke mindst tage afsked med alle de dejlige børn. Glæde mig over at jeg bor i så godt et land som jeg meget snart skal hjem til.

Mange "jeg glæder mig til at se jer" knus :)

P.s. jeg kan ikke få programmet til sætte billeder ind så de står sammen med den tilhørende tekst, håber det er nemt for jer at se hvad der hvad og hvem der er hvem.

Ny praktik - Cebu Hope center

Uge 15 startede hverdagen igen efter en dejlig ferie. Mandag var jeg på arbejde på børnehjemme hvorder er lidt tomt her i sommerferien da mange er hjemme på ferie ved deres bedsteforældre, tante eller mor og far. Da vi mødte mandag morgen blev vi mødt af verdens gladeste nonne og hun vil stolt fortælle mig at de fire piger der var på vej i sommerskole havde noget af det tøj på som Kasper og mine forældre havde med og jeg skulle bare tage en masse billeder, hehe. vi fik lov at være med til at følge de fire piger i skole, hvilket vi ellers altid har fået nej til, men vi greb chancen og hold da op endnu en ting som er helt anderledes fra det vi kender i Danmark. Skolen er kæmpe stor og børnene kom for sent, eller bare til filippino tid som vi kalder der fordi det ikke er så vigtig om man kommer til tiden eller ej hernede, dog skal det tilføjes at børnene skulle blive i skolen den tilsvarende tid som de var kommet for sent. Vi fes forvirret rundt i en halv time for at finde den klasse pigerne skulle starte i, de var spændte og nervøse men ansigterne var fuld af glæde og stolthed over at skulle starte i skole. børnene på skolen starter med at blive delt tilfældig op, efter nogel dage vurdere læren hvor højt et niveau de ligger på og danner klasserne ud fra børnenes kompetancer. Det kan både være godt og skidt.

Tirsdag var første dag for mig på Cebu Hope center. En lidt længere tur på arbejde end børnehjemmet, men også lidt sjovere da vi skal køre på haple haple, som er en motorcykel, for at komme det sidste stykke op til hjemmet. Cebu hope center er et hjem for sex misbrugte piger i alderen 7-18 år. Pigerne er blevet misbrugt af deres far, bror, fætter eller flere. Stedet bliver ledet af nonner.

Socialrådgiveren, PsyFills, er rigtig god at snakke med og hun fortæller gerne om pigernes sag så vi ved hvorfor de er her og hvornår de måske kan komme hjem igen. Det er ret voldsomt at høre på hvad pigerne er blevet udsat for og svært at rumme at det sker hele tiden og så igen for pigerne. En af pigerne blev voldtaget første gang som 3årig af sin fætter på dengang 21 år. Hun er 12 år nu og bor stadig på hjemmet. Hun blev misbrugt flere gange af andre fætre men der var ikke beviser nok for at få dembag lås og slå. Hun er stadig på hjemmet fordi det ikke er sikkert for hende at komme hjem og fordi hun har sponsor forældre fra Canada. Pigerne kan faktisk kun blive på hjemmet i 2 til 5 år, men afhængig af deres sag bliver de længere. Når pigerne er klar og familien klar til at forsørge deres barn igen kommer de hjem, men for nogle af pigerne er familierne så fattige at de ikke har råd til at betale for at pigerne kan fortsætte deres skolegang, derfor bliver de flyttet til et andet hjem.

På hjemmet bor også 3 handicappede. De har boet der stort set hele deres liv, de er blevet misbrugt, har ingen familie tilbage og kan pga. deres handicap ikke klare sig selv. Pigerne er rigtig dejlige og vi kan ikke mærke på dem hvilken traume de er I, vi må ikke snakke med dem om deres sag osv. Vi hygger os og tiden flyver afsted. Stedet er stort og der er masser af muligheder for at lave en masse pædagogiske processer, så det er helt perfekt.

Vi havde arrangeret danskeruge i denne uge for pigerne for at de kunne lære os og vores land at kende. tirsdag blev en dag med navnelege, chicken chicken run( ligesom banke banke bøf). vi snakkede en masse med socialrådgiveren om hvordan stedet fungere, hvor mange ansatte der er og hvem der bestemmer osv. vi skulle have lavet quiz, men stømmen gik og kom aldrig igen.;) Vi spiser frokost med dem de dage vi er der. Onsdag kom quizen, vi præsenterede os selv vores familer og hvor i danmark vi bor. vi fortalte hvordan vores land fungere, om kongehuset, dansk sport, natur og årstider. bagefter gav vi dem spørgsmål til de ting vi have fortalt os vist på powerpoint. Det blev et tæt opgør og hold 2 vandt snævert med 1 point over hold 1, de kunne stort set huske alt hvad vi havde fortalt så det var ret sejt. Bagefter startede vi kreativt værksted, vi væltede rundt i perler og garn. Vi lavede armbånd og halskæder i massevis, andre fik snoet garn i håret nogle lærte at flette flere garnfarver sammen til flotte bånd. Pigerne lærte os at lave fede armbånd, så det håber jeg at jeg kan huske når jeg kommer hjem:)

Torsdag lavede vi dansk mad med dem. Tre hold, et der lavede kartoffelsalat, et der lavede grøn salat og et tredje der lavede frikaldeller. vi var meget spændte på om de ville kunne lide maden. processen bag det hele gik så godt, de var vilde efter at lave noget og vi hyggede os med det, imens farsen stod og kølede lidt spillede de guitar og sang for os. Klokken blev frokost tid og maden var klar til de filippinske maver, de var lidt skeptiske i starten, men de tog flere gange af maden og synes salaten lignede noget de havde set på en dyr resturant. En rigtig god dag og flere af pigerne tog en lur efter maden fordi de havde spist for meget og været i gang hele formiddagen.

En rigtig god uge, i næste uge skal vi med pigerne på stranden og vi har planlagt olympiske lege uge, så det bliver spændende.

Weekenden skal gå med at starte på vores praktikopgave og stille og roligt hygge med god mad. Næste weekend drager nogle stykker af os ud på tur for at snokle med hvaler, det er ved at være sidste udkald inden hvalerne drager videre så vi håber vi når at se dem.

Der er kun 1½ uge til Trine og Signe kommer hertil og vi har planlagt en rigtig strand og snokleferie med lidt shopping og wellness så det glæder jeg mig så meget til.

Jeg savner alle jer derhjemme rigtig meget og Danmark, men d.8juli er også lige om hjørnet og jeg skal nå en masse ting inden, så mon ikke tiden flyver afsted.:)

pas rigtig godt på jer selv.

Krammer fra Christina :)

Ferie med Kasper, mor, far og Lucas

Så skete det endelig - jeg fik besøg af mine kære forældre, lillebror og dejlige kæreste som alle har været meget savnet. De havde haft en lang tur, men den var gået godt. De første par dage brugte vi her i cebu, boede på luxsus hotel Marriot, med verdens lækreste morgenmad:) Stedet ligger tæt på Ayala, som er et center fuld af butikker og omringet af resturanter. Tirsdag tog jeg dem med på jeepny-tur til carbonmarked så de kunne få et indtryk af hvordan kulturen er hernede og give dem en lille forskrækkelse. Det lykkedes og jeg selv blev også forskrækket igen, trods det jeg har været hernede i 2 måneder. Stedet, voksne og børn er så fattige, beskidte der lever under kummerlige forhold som skal ses for at forstå det. Vi fik købt lidt og pruttet om prisen,så tror det lykkedes os at være på markedet uden at blive taget ved røven.

Torsdag sejlede vi til Bohol for at holde solskinsferie og opleve en masse. Båden og øen var fuld af mennesker fordi der var påske så vi måtte tage på bohol beach club de første to nætter, lidt dyrt i forhold til det vi fik for pengene. Vi fik værelse på LostHorizont fra lørdag af, det ligger 15min fra beachclub og ligger på white kew beach som er en strand hvor der ligger hoteller på en lang række ned til stranden. Her er der mulighed for at finde værelser i alle prisklasser og spise på en ny resturant for hvert måltid. På white beach vrimler det med chauffører der er villig til at prutte om prisen for en dagstur rundt på Bohol. Vi fik en god pris, 2500pesos (ca 280kr), for at blive kørt rundt i 6 timer. Vi var oppe og se chokoladebjergene, man made forrest, gik over hængebroer der er 37 år gamle og består at flettet bambus, herefter tog vi på flodtur med den flydende resturant på Loboc river, vi så spøgelsesaberne og den store phyton slange - der er den størtste i fangenskab. de sidste to stop på vores tur var præget af dyrmishandling, dyrene var fanget på små områder og i triste kedelig burer, som er en pangemaskine for dem der har det og kun er ude på at lokke os alle sammen til at donere penge til dyrene, men pengene går næppe til dyrenes forhold, men snare til at forsøge familien selv. det var en rigtig god tur, med en lidt ærgelig slutning.

Mandag morgen kl 06.00 tog vi afsted på delfin/snokle/øtur, det var super fedt. Vi så en masse delfiner og så enkelte hvalhajer, det var vildt fedt. efter to timer med delfinspring, sejlede vi videre til en ø der hedder Balicasag hvor vi skulle snokle. Det var så vildt flot, det vrimlede med fisk i forskellige farver og str., vi så også den lille nemo;) turen sluttede af med at vi sejlede ud til en ubeboet ø fordi den forsvinder når tidevandet stiger, en lille lækker solskinsø.

De sidste par dage på Bohol gik med massage på stranden, god mad, poolbadning og sole på stranden.

Onsdag tjekkede vi ud af Bohol og ind på Mactan som hænger sammen med Cebu via to broer. vi fik kapret os en god chauffør som gerne vil køre os rundt. Tordag startede vi med at besøge mine børn på børnehjemmet, vi havde tøj og vandmelon med til børnene og Lucas havde en basketbold med til dem. De var glade for at se os og Kasper og co. synes det var en god oplevelse at se hvilke forhold børnene lever under og hvor jeg arbejder. Det sætter mange ting i perspektiv lige pludselig. man får lyst til redde hele verden når man ser de kummerlige fohold der er hernede, for den størtse del af befolkningen.

Resten af torsdagen var sat af til shop amok og det skal jeg love for at der blev:) Det var vist kun godt at de købte en ekstra kuffert til hjemturen.;)

Fredag og sidste dag blev vi på mactan og tog ud og så Alegre guitar fabrik, impronerende

hvordan de kan snitte et stykke træ til en færdig flot guitar. Mor købte en guitar lavet at tre kokosnødder:) Tilsidst tog vi ud og så en hanekamp, det var en speciel oplevelse. Vi blev henvist til pladser på 1.række selvfølgelig, fordi vi er jo fra den vestlig rige verden. Hanekampen er for mig en underlig hobby, men en nem måde for nogen af dem at tjene penge på og en stor del af kulturen. Vi satsede også lidt, og vandt 800peso så det var lidt skægt, men alligevel ikke noget jeg behøver se igen. og heller ikke særlig behageligt i længden fordi filippinerne glor mere på os end på hanekampen, griner når vi gør noget og er over os som gribbe når de fornemmer at vi gerne vil satse penge.

Lørdag morgen var den trælse afsked/på gensyns dag i lufthaven. vi tog en tårervæddet afsked med hinanden og det ville have været rigtig dejligt hvis de kunne være blevet endnu længere. Det var dejligt at de kom og så landet, oplevede kulturen og så hvor jeg arbejder. det gør det nemmere for mig at fange deres interesse når jeg fortæller om min dag hernede og det gør det nemmere for dem at forstå hvad jeg fortæller fordi de rent faktisk har været her. Lige nu føles de sidste 3 måneder som flere år, men bor heldigvis sammen med nogler mennersker, jeg begynder i ny praktik på tirsdag og skal have skrevet opgave færdig inden jeg får venindebesøg om 2½ uge. tilbage til cebu hverdagen;)

håber I alle har det godt i det nu snefrie DK.

Sommerferie

Jeg er igen fyldt med lidt fortællelyst, så jeg slår mig løs og håber I kan følge med. der er snart gået to måneder, det er alligevel gået hurtigt. der er kun halvanden uge til at de får sommerferie hernede og kun halvanden uge til jeg skal holde ferie med familien. DEJLIGT.

De sidste par uger har jge fået en masse fantastisk post hjemmefra, pakker fyldt med lakridser, vakumpakket rugbrød, blade, og små gaver - det har været så dejligt og det giver en masse fornyet energi.

Lige i tiden er jeg ved at køre lidt surt i Franciscan, stemningen derude har været lidt trykket fordi to af de unge nonner som er "i lære" har været væk i forbindelse med deres uddannelse( ved ikke hvad man siger når man vil være nonne så jeg siger uddanne:)). At de har været væk har overladt mere arbejde til dem der er tilbage hvilket stresser dem eller noget, det har i hvert fald ikke været til at fremtvinge et smil eller en joke som de ellers nok plejer at være med på. Vores opgave har været at passe alle børnene, fordi nonnerne ikke har været der til det, så vores undervisning med drops out står på stand by. Vi har spillet bowling med sodavandsdåser og danset stopdans, stort hit.

I tirsdags var jeg vidne til at en af de voksne slog Celine, en pige på 8 år, men en ballonstang. Jeg havde håbet jeg ikke skulle opleve noget som det, jeg blev vildt forskrækket og måtte vende ryggen til, selvom man har aller mest lyst til at gå hen og spørge til hvorfor hun pisker hende med den ballonstang og give Celine en krammer. Det er en stor udfordring for jeg må ikke være dømmende overfor dem og deres måde at gøre tingene på. men puha!

I dag kom de to unge nonner tilbage og så var der liv, high five og smil igen. Dejligt.

Sidste uge skrev jeg om et nyt praktiksted og det er endelig lykkedes os at finde et sted som kan have os, vi er fem studerende der skal være deroppe. Det er er hjem for sex-misbrugte high school piger, Cebu hope center. Pigerne har som sagt sommerferie og vil derfor gerne at der kom nogen og lavede en masse med dem i de 2½måneds ferie. Vi ved ikke så meget om stedet endnu, andet end det også er drevet af nonner og der er ca 30 piger. Vi må ikke snakke med pigerne om deres familie osv da det bare vil rippe op i det de prøver at glemme, eks. en far der har voldtaget dem. Som udgangspunkt skal vi være der tre gange om ugen i 3-4 timer, vi har planlagt forskellige emneuger, en danskeruger, en filippineruge, en min-ol uge, bål hygge, fortælle dem om hygiejne og sundhed, videoaften og meget mere. Vi glæder os helt vildt til at komme igang. Vi starter deroppe d.5april, i påsken er de fleste steder hernede lukket pga. at børnene skal messe og til samtlige kirkekomsammen og det skal de fokusere meget på. Når jeg starter dette nye sted er planen at jeg er på Franciscan de to dage jeg ikke er på Cebu hope center.

I weekenden var jeg på Bohol sammen med Trine og det var helt ildt godt. det er en super dejlig ø og det er noget mere ro og meget mere natur på Bohol end her på Cebu. På Bohol er der 80.000 indbyggere og Cebu er der 700.000 indbyggere, så der er selvfølgelige også lidt flere til at larme hvor vi bor:)

Vi sejlede i halvanden time og så blev vi mødt af et hav af taxachaufførere og der var ikke den pris de ikke kunne give os. Vi valgte at skuffe dem alle sammen og tog i stedet en tricycle( en motorcykel med sidevogn) på den måde fik vi set lidt mere på vej op til Nuts huts. Nuts hut er et sted i en juglelignende skov som ligger lige ned til Loboc Flod, helt fantastisk. Vi sov den første nat her og faldte i søvn til dyrelyde og vågnede til fuglesang og solen der skinnede ned på det klare vand i floden under banantræerne. på mned rygsækken igen og så dragede vi ud for at se noget mere af Bohol, spøgelsesaberne, chokoladebjergene (1268 bjergtoppe). Vi ville også gerne have været nede og bade i den kendte vandfald, men tiden var knap og vi valgte at tage den sidste nat nede ved stranden, white beach, for at sejle ud tidligt søndag morgen for at se delfiner. Vi troede så meget vi blev snydt og at vi måtte "nøjes" med solopgangen, men pludselig var de der, i flokke og vildt tæt på. Mega fedt. Glæder mig allerede til at skal derover med dem jeg får besøg af hernede. Tror så bare jeg rejser på en mindre backpakker agtig måde, på et tidspunkt sad vi 40 mennesker i en jeepny og der sad otte ovenpå taget sammen med store poser ris og andet mad vi lige skulle rundt med inden i kørte mod stranden, billigt men trangt:) Da vi endelig havde fundet et billigt værelse ved stranden var strømmen gået så vi kunne ikke tage et bad, vi stank af sved og vores hår var fedtet og klamt og vi ville bare gerne i bad. vi fik en spand med vand ind og en lille skål og så kom vi i bad, det var ret komisk, men rene blev vi og tag os en rigtig hyggeaften med dessert og cocktail:)

Tiden er ved at være rendt ud for vores visum, som vi skal have fornyet inden d27, vi har været noget spændte på prisen og slaget kom så i går da de første var derude for at forny, de skulle betale 7600pesos, hvilket svare til ca 800kr. Vi snakkede med Flemming for at høre om det kunne passe det skulle være så dyrt. det kan det så ikke, men de tager røven på os fordi de kan og vi kan intet gøre, kun betale, så det er slut med at give drikkepenge her og der. Vi har fået af vide det er pga valget hernede, hvis der mangler penge i statskassen smækker de lige en ekstra 4000pesos oveni vores visum. Tak for det.

Det var alt for denne gang. Jeg kan forstå at jeres sne er ved at være væk, håber forårsblomsterne er ved at titte frem